Hvad er svæveflyvning?
Svæveflyvning foregår, som navnet antyder, uden brug af hjælpemotor.
Dog er det nødvendigt at trække et svævefly i luften med et spil eller et motorfly. Enkelte svævefly er udstyret med egen motor til start.
Uddannelsen
For at flyve på egen hånd må svæveflyvepiloten gennemgå en veltilrettelagt uddannelse. Det er ikke en vanskelig uddannelse, men den må nødvendigvis være meget grundig. Svæveflyveren skal færdes i luftrummet på lige fod med motorfly og trafikfly, efter de samme regelsæt.
Uddannelsen foregår under den første del af uddannelsen i et to-sædet svævefly sammen med en instruktør. Her læres alle manøvrer og procedurer samt start og landing. Der går normalt ca. 60 – 90 starter, før man får lov til at flyve alene (solo). Samtidigt skal man gennemgå en lægeundersøgelse. Alle med normalt helbred kan få lov at flyve, for eksempel er brug af briller normalt ingen hindring. Ligeledes skal man gennemgå et teorikursus, afsluttet med en prøve. Det kræver ingen særlige forkundskaber at gennemføre denne teoriundervisning.
Herefter foregår uddannelsen på ensædet fly (solo), men stadig under overvågning af en instruktør, indtil man har lært at føre flyet sikkert under alle forhold. Det tager ca. 50 starter mere. Så går man op til en praktisk prøve og erhverver sit S-certifikat.
Klubben har veluddannede og erfarne instruktører, som underviser gratis.
Uddannelsen varer normalt næsten 2 sæsoner samt en vinter med teoriundervisning, men det kan gøres hurtigere, hvis man er meget på flyvepladsen.
Hvordan kan det hele lade sig gøre?
Når flyet er blevet trukket til vejrs, glider det af sted. Flyet skal, for at holde farten, flyve med næsen pegende en smule nedad. På denne måde bruger man en del af tyngdekraften til at give flyet fremdrift, og det er netop denne fremdrift, der skaber opdriften på flyets vinger. Men det koster lidt højde at skabe denne fremdrift. Et moderne svævefly taber kun 1 meters højde for at komme 50 meter fremad. Det vil sige, at hvis flyet befinder sig i 1500 meters højde, så kan det tilbagelægge en strækning på 50 km, før det er nede i 500 meters højde. Hvis man flyver med ca. 80 km/t synker flyet ca. 0,75 m i sekundet.
Når man først har lært at starte og lande et svævefly, vil man gerne blive i luften noget længere. Og her er det sporten kommer ind i billedet. For det er nemlig muligt at holde sig i luften i timevis ved at udnytte naturens egne kræfter. Atmosfæren står ikke stille, vi kender jo blæsevejr, hvor luften bevæger sig vandret. Men luften bevæger sig ikke kun vandret, der er også situationer med lodrette bevægelser, som kan være der af flere grunde. For svæveflyverne er den vigtigste af disse grunde , at luft der er blevet varmet op ved jordoverfladen, stiger til vejrs i nogle bobler – det kaldes termik. Disse bobler bevæger sig opad med ca. 3 meter i sekundet. Så består kunsten i at styre svæveflyet rundt i sådan en boble, og blive ført med til vejs. Det er derfor man tit ser et svævefly kredse rundt – det flyver rundt i sådan en boble. Meget ofte ser man, at disse bobler danner små cumulus (blomkåls skyer) på himlen. Og det er helt sikkert, at på dage med cumulus skyer vil man også kunne se svævefly i luften.
En dag med godt vejr, kan man holde flyet i luften i timevis, og tilbagelægge store afstande. Når svæveflyverne afholder konkurrencer, så gælder det om at gennemføre en given opgave, f.eks. en 200 km trekants flyvning, hurtigst muligt.
Et svæveflys opbygning
Tidligere var svævefly for det meste bygget af træ, stålrør og lærred. Kroppen var et stålrørs skelet beklædt med lærred. Vinger var opbygget i træ og med lærredsbeklædning. Enkelte svævefly er lavet helt af metal. Men nu til dags bliver næsten alle svæveflfly lavet af glasfiber. Det er hurtigere at fremstille et fly af glasfiber, og så er det betydeligt lettere at vedligeholde.
Et svævefly vejer ca. 300 kg. Der laves både ensædede og tosædede svævefly. De tosædede bruges hovedsageligt til skoleflyvning. Et svævefly er konstrueret, så det er forholdsvis nemt at skille ad. Ved at fjerne nogle få bolte, kan vingerne adskilles fra kroppen. Dette er nødvendigt, fordi det sker, at et svævefly må “lande ude”, dvs. lande på en fremmed plads eller en mark. Dette sker når vejrsituationen ændrer sig, eller hvis det ikke lykkedes piloten at finde en ny termik boble. Når flyet er adskilt, sættes den på en speciel transportvogn og køres hjem. Det er også meget almindeligt, at man skiller flyene ad efter hver flyvedag – man bruger simpelthen transportvognen som hangar.